Pressemeddelelse
Lavaltrie, Quebec, 24. oktober 2023Fjerde årlige it-sikkerhedsrapport fra Devolutions afdækker de seneste tendenser i SMV'ernes kamp mod cybertrusler
Undersøgelsesdata afslører uberettiget selvtilfredshed og en falsk tryghed ved AI
MONTREAL, 24. oktober 2023 -- I dag offentliggjorde softwareudvikleren Devolutions resultaterne af sin fjerde årlige undersøgelse af it-sikkerheden hos virksomheder verden over, der betegner sig som små og mellemstore virksomheder (SMV'er). Resultaterne er samlet i en ny rapport med titlen »The State of IT Security for SMBs in 2023–2024.« De fleste respondenter mener, at de har tilstrækkelig beskyttelse mod cyberrisici, men den nye rapport fra Devolutions stiller spørgsmålet: Er den tillid velbegrundet? Mange organisationer bruger de rigtige værktøjer i øjeblikket, men angrebsfladen vokser fortsat, og der er en falsk følelse af selvtilfredshed blandt mange af respondenterne.
Trusselsbilledet for SMV'er
Trods fremskridt i it-sikkerheden er SMV'er fortsat solidt placeret i cyberkriminelles sigtekorn. Alene i 2023 var næsten 43 % af alle cyberangreb rettet mod SMV'er – med økonomiske konsekvenser fra 120.000 til 1,24 mio. USD pr. hændelse, afhængigt af flere faktorer som mængden af kompromitterede poster. En stigning i hændelser som ransomware-betalinger og malwareangreb mod Internet of Things (IoT) viser, at året har været særligt udfordrende. Der står mere på spil end nogensinde, fordi teknologien – ikke mindst kunstig intelligens (AI) – både er et værktøj og en potentiel trussel, hvilket understreger behovet for at afsætte flere ressourcer til it-sikkerhed og forblive årvågne.
Devolutions' undersøgelse, der blev gennemført mellem marts og maj 2023, omfattede 217 SMV'er verden over inden for it-branchen. Devolutions' CEO David Hervieux udtaler: »Resultaterne fra vores undersøgelse falder fint i tråd med National Cybersecurity Awareness Month i oktober, for et af vores primære mål med rapporten er at øge bevidstheden om de sårbarheder, mange SMV'er står over for. Det handler ikke kun om at præsentere tal, men om reelt at oplyse branchen om de forskellige faldgruber – og om, hvordan SMV'er kan bruge undersøgelsens resultater til at finde huller, udvikle strategier og træffe informerede beslutninger om deres cybersikkerhedsposition.«
Her er nogle bemærkelsesværdige hovedpointer fra undersøgelsesdataene og den rapport, der er udarbejdet på baggrund af dem.
Overdreven tillid til AI-sikkerhed
Da respondenterne blev spurgt om deres brug af AI, svarede 56 %, at de var enten meget eller rimeligt trygge ved sikkerheden – men Devolutions opfordrer til forsigtighed, så man ikke bliver for sorgløs over for de sikkerhedsrisici, der følger med AI. Ifølge Devolutions' CISO Martin Lemay: »AI er en spændende teknologi, men den bygger på enorme mængder data, som kan blive misbrugt. Derfor er det afgørende at etablere tilstrækkelig governance og streng datalovgivning for at forebygge misbrug.«
Risikoen ved selvtilfredshed
SMV'erne er ikke kun overdrevent trygge ved AI. Næsten 80 % af respondenterne anså sig selv for godt beskyttet mod cybertrusler generelt, men under 60 % bruger faktisk væsentlige sikkerhedsværktøjer som adgangskodeadministratorer, tofaktorgodkendelse eller cybersikkerhedstræning. Flere forhold bidrager til denne kløft mellem opfattelse og virkelighed – blandt andet tendensen til at undervurdere cyberangrebenes stigende kompleksitet, efterhånden som de bliver mere og mere sofistikerede. Medarbejdernes adfærd og manglende cybersikkerhedstræning kan svække forsvaret yderligere, da slutbrugerne ofte anses for det mest sårbare led i cybersikkerheden.
Udfordringer ved udrulning af PAM
Undersøgelsen viste en stigning på 8 % i udrulningen af løsninger til Privileged Access Management (PAM) i forhold til året før – og 95 % anerkender vigtigheden af at have en PAM-løsning – men omvendt rapporterede 35 % af respondenterne om negative erfaringer med deres PAM-løsning. Utilfredsheden kan skyldes implementeringsudfordringer, løsninger, der var for komplicerede, eller manglende træning. Resultaterne understreger, hvor vigtigt det er, at SMV'er bruger en PAM-løsning, der er tilpasset deres behov, frem for komplicerede PAM-løsninger designet til store virksomheder.
Planlægning af fremtiden
Et positivt tegn i undersøgelsesdataene er det øgede budget til cybersikkerhed: 51 % af respondenterne når nu det anbefalede forbrug, og 86 % har cybersikkerhedsekspertise enten internt eller via eksterne konsulenter som MSP'er og MSSP'er. Lemay opsummerer: »Vi befinder os i det digitale vilde vestens tidsalder, hvor truslerne er mange. SMV'er må opbygge en forsvarsevne, der beskytter deres interesser og alle deres interessenter mod forudsigelige muligheder for cyberangreb. Uanset om evnen bygges op internt eller købes udefra, er cybersikkerhedsekspertise afgørende for SMV'ernes fremtidige sundhed og trivsel.«
Yderligere oplysninger om Devolutions og virksomhedens løsninger findes på devolutions.net. En kopi af »The State of IT Security for SMBs in 2023–2024« kan downloades via dette link.
Om Devolutions
Devolutions blev etableret i 2010 og er en canadisk virksomhed med sæde nær Montreal, Quebec. Med mere end 800.000 brugere i over 140 lande har Devolutions som mission at udvikle innovativ software, der hjælper brugerne med omkostningseffektivt, enkelt og effektivt at nå deres mål inden for administration af fjernskrivebord, adgangskoder, privilegeret adgang og cybersikkerhed. Virksomheden er også engageret i at levere exceptionel teknisk support, sikre en fremragende brugeroplevelse, der overgår forventningerne, og levere høj ydeevne med overlegen kvalitet. Yderligere oplysninger om Devolutions og virksomhedens løsninger findes på devolutions.net. Følg virksomheden på LinkedIn, X (tidligere Twitter) og Instagram, synes godt om dens Facebook-side, eller abonnér på dens YouTube-kanal.
Mediekontakt:
Stephanie Olsen
Lages & Associates
(949) 453-8080
stephanie@lages.com